Kære medlemmer,

Vi håber, at I alle har haft en fantastisk sommerferie fyldt med afslapning og gode oplevelser. Nu er både rideskolen og vores pensionærer tilbage, og vi er klar til at tage hul på en spændende ny sæson i Gentofte Rideklub!

I løbet af juli måned har vi brugt tiden på at give rideklubben en grundig rengøring og vedligeholdelse. Staldene er blevet gjort grundigt rent, ridebanerne er blevet klargjort, og hele klubben står nu skinnende klar til at byde jer velkommen tilbage. Vi vil gerne minde jer om, at det er vores fælles ansvar at holde klubben pæn og ordentlig – både for vores egen og vores hestes skyld. Husk derfor altid at rydde op efter jer selv, passe på faciliteterne og hjælpe til, hvor det er nødvendigt. Når vi alle hjælper til, kan vi sikre, at Gentofte Rideklub fortsat er et sted, vi alle elsker at komme.

Vi ser frem til en sæson fyldt med spændende aktiviteter og arrangementer. I de kommende måneder har vi meget at glæde os til, herunder vores Aktivitetsdage og vores klubstævne, som løber af stablen i september i Bernstorffsparken. I løbet af efteråret vil der også blive afholdt årets Klubmesterskab! Hold øje med opslagstavlen og vores hjemmeside for yderligere detaljer og tilmeldingsfrister.

For dem af jer som rider stævner, så husk at en ny Championats sæson er startet. Så skriv jeres point ned og send dem til dagleder@gek.dk i slutningen af året. Læs mere om klubbens Championat her: https://gek.dk/pensionaer/championater/

Vi glæder os til at se jer alle i stalden og på ridebanen. Lad os sammen gøre denne sæson til den bedste nogensinde!