Velkommen til Gentofte Rideklub

 

Når du begynder til ridning her på GEK er der en masse ting, du skal huske, men der er også en masse børn og voksne, som du kan spørge til råds, hvis der er noget, du er i tvivl om.

Vi holder løbende opsadlingskurser, ligesom der også holdes medlemsmøder om aktuelle tiltag i klubben. Derudover afholder vi ryttermærkekurser, hvis du gerne vil lære mere om omgang med hesten herunder sikkerhed. Du kan læse vores 10 gode råd nedenfor.

1. Vi skal have det rart og trygt i vores omgang med hinanden og vores dejlige ponyer og heste.

2. Ridelæreren fordeler og omfordeler ponyer ift rytternes niveau, de tilgængelige ponyer og deres belastning.

3. De forskellige ridehold er opdelt efter sværhedsgrad. Det er til enhver tid ridelærerens beslutning, om du er klar til at rykke et hold op.

4. Den daglige leder og staldpersonalet bestemmer i stalden. Du kan altid spørge dem, hvis du er i tvivl om noget. Mere trænede rytter kan ofte være behjælpelige ved opsadling.

5. Det er dit ansvar at møde min. 20 minutter før din ridetime.

6. Det er dit ansvar at ponyen strigles, får renset hove og sadles op, så du er klar, når timen begynder. Nogle ponyer finder gjordspænding ubehageligt, så de kan pr instinkt snappe efter dig. Spænd gjorden stille og roligt og hold afstand, så de ikke kan nå dig. Efter timen er det dit ansvar at sadle af, strigle, rense hove, vaske bid, sørge for at ponyen kommer ind i sin boks, og at hovedtøj/sadel hænges på plads.

7. Hvis du ikke er klar til at trække i ridehuset senest 5 minutter efter timens begyndelse, så vil ridelæreren afvise din deltagelse i den time.

8. Ridehjelm og lukkede sko/støvler er påkrævet, og sikkerhedsvest anbefales kraftigt. Til springundervisning er sikkerhedsvest påkrævet.

9. GEK’s heste og ponyer er udvalgt efter at kunne begå sig i et rideskolemiljø. Men hesten er et flugtdyr, der reagerer instinktivt – derfor: Forhold dig altid roligt, når du færdes i stalden, i ridehuset og omkring ponyer og heste. Det betyder: ikke råbe, ikke løbe, ingen pludselige bevægelser.

10. Som forældre til en ny rytter, er det dit ansvar, at I sætter jer godt ind i disse råd og sikkerhedsregler.

En ny rytter skal have hjælp i starten til opsadling, håndtering af ponyen og evt. trækning i ridetimen – det skal forældrene være med til; men husk det er en investering i en fantastisk hobby, som betaler sig tilbage mange gange.

 

Ulykkesforsikring: 
Det er klubbens medlemmers egen pligt, at være personligt ulykkesforsikret, og klubben har som sådan ikke noget erstatningsansvar overfor medlemmer, der kommer til skade under udøvelsen af deres aktiviteter. 

Generelt:

  • Undgå at stå eller gå bagved ponyen – den kan sparke!
  • Undgå at forskrække ponyen.
  • Undgå at stille eller trække ponyer tæt på hinanden – både i stalden og i ridehuset.
  • Lad aldrig en pony stå alene eller uden at være bundet op på staldgangen – og bind aldrig hesten/ponyen op i bidringene – kun i grimen!