Vores dejlige klub

Gentofte Rideklub ligger i historiske bygninger midt i Gentofte kun 10 km fra Københavns Centrum. Vi har 75 skønne heste og ponyer, hvoraf de 29 bruges til vores rideskole. På rideskolen tilbyder vi undervisning på alle niveauer fra helt nybegyndere til eliteryttere, og der undervises i både dressur og spring. Derudover tilbyder vi handicapundervisning til børn og voksne.

Vi værner om det gode samvær med både vores heste og ponyer og hinanden. Du er altid velkommen til at kigge forbi og hilse på os. Og du kan læse meget mere om os i menuerne. Herunder finder du mere information om rideskolen.

 

Rideundervisning på rideskoleheste eller -ponyer foregår i det lille ridehus og på udendørsbanen, når vejret tillader det. Der er max. 8 heste på alle hold. Det er muligt at komme på venteliste, hvis holdene er fuldtegnede.

Man skal være medlem af Gentofte Rideklub for at kunne deltage i hold- eller eneundervisning.

 

Udstyr

De første gange man rider, er det fint med en cykelhjelm, et par sko/støvler med en lille hæl og et par bukser uden kraftig søm på indersiden af benene (fx er jeans uegnede til ridning, da sømmen kan genere). Når man så ved, at man fortsætter ridningen, er en ridehjelm og sikkerhedsvest et must, et par ridestøvler (gummi eller læder) alternativt jodphursstøvler (korte ridestøvler) og leggings samt et par ridebukser er gode fødselsdags- eller julegaveideer.

Sikkerhedsvest kan lånes af rideskolen de første par gange, man rider. 

Der er flere steder hvor man kan købe brugt udstyr – bukser, gamacher, vest og støvler. Brugte hjelme anbefaler vi ikke. 

Opbevaring af udstyr

Vi har desværre ikke kapacitet til at kunne tilbyde alle vores vores rideskoleelever skabsplads i omklædningsrummene.  Derfor er skabene forbeholdt pensionærerne.

Istedet kan du sætte en boks med lås op på loftet over rideskolen. Husk at sætte navn på. Der må af hensyn til rotter ikke opbevares foder til hestene i boksene.

 

Hold og niveau

Gentofte Rideklub tilbyder rideskoleundervisning for børn fra 5 år, teenagere og voksne. Børnene begynder som regel i 6-7 års alderen, nogle lidt senere og meget få allerede som 5-årige. Yngre børn har svært ved at forstå kollektive beskeder og følge med i undervisning – og vi sætter fokus på både det sjove i ridningen og på undervisning, der hele tiden forbedrer rideskoleelevens færdigheder.

Det er instruktørerne, der bestemmer, hvilket niveau du kan ride på. Det betyder, at du kun kan skrive dig på venteliste til hold over nybegynderniveau, hvis du er blevet godkendt af en instruktør.

Priser

Se under de forskellige hold, klik her

Det er den samme pris pr. måned uanset, om der er 4 eller 5 lektioner i måneden. Prisen er baseret på minimum 40 lektioner/sæson (august til juni).

 

Fravær

Der ydes ikke erstatningstimer ved rytterafbud til holdundervisning. Der gives reduktion i pris, når hold må aflyses fx i forbindelse med stævner, hvis man kommer under de 40 garanterede årslektioner og ved force majeure årsager (eks. CODIV-19) efter særlig aftale med bestyrelsen. De berørte vil modtage en mail.

Rideskolen har lukket i juli måned (opkrævningsfri måned), hvor alle hestene er på sommergræs. På helligdage, samt efterårs, vinter og juleferie er der ikke rideskoleundervisning. I stedet kan man booke en enetime hos den instruktør, der underviser den pågældende ugedag.